Laklæder: Hvad det er, og hvad det ikke er

Laklæder er læder med en højglansfilm på overfladen. Huden nedenunder er ægte. Den spejlblanke glans er slet ikke læder, men en belægning. Næsten alt, hvad man bemærker ved laklæder, stammer fra belægningen og ikke fra læderet under den.

Forstår du det ene forhold, har du svaret på de fleste spørgsmål om materialet, også hvorfor det med tiden bliver klistret.

Hvad er laklæder?

Laklæder er overfladebehandlet læder med et blankt, ikke-porøst lag på narven. Oprindeligt kom glansen fra lag af lak. I moderne produktion er filmen en polymer, oftest polyuretan, som påføres og hærdes til en spejlblank finish.

Læderet nedenunder kan være af næsten enhver kvalitet og er ofte ikke den bedste, fordi belægningen dækker alt. Det er værd at vide: En fejlfri lakoverflade siger intet om huden under den.

Er laklæder ægte læder?

Huden er ægte læder. Overfladen er det ikke.

Den forskel er hele svaret. Det, du rører ved, ser og rengør, er en polymerfilm. Det, der giver produktet fylde og gør det muligt at skære og sy i det, er læderet nedenunder.

Der findes også syntetiske materialer med lakfinish, helt uden dyrehud, og de er almindelige i fodtøj. På fuldt belagt læder er der meget få synlige tegn tilbage, som kan skelne de to.

Det sædvanlige råd er at se på en afskåret kant ud fra den antagelse, at læder har en fiberagtig kant, mens syntetisk materiale har en ensartet plastkant. Moderne syntetiske mikrofibermaterialer bygges på fiberbaserede underlag, og deres afskårne kanter ser overbevisende fiberagtige ud. Den test er blevet forældet.

De andre velkendte prøver svigter her af en mere grundlæggende årsag. Begge kræver, at man kan nå frem til læderet, og det kan man ikke gennem en lakoverflade.

Variation mellem paneler er normalt et tegn på ægte hud, fordi huder er forskellige. Kraftig pigmentering dækker variationen, og lak skjuler den helt. Alle paneler ser ens ud, præcis som på et syntetisk materiale.
Duft er den anden klassiske prøve, men en forseglet overflade afgiver intet. Intet kan trænge ud gennem en sammenhængende film.

Det ærlige svar om laklæder er derfor ubekvemt: På overfladen er der næsten ingen forskel at finde, fordi overfladen ikke er læder i nogen af tilfældene. Den er en polymerfilm, og det er stort set den samme polymerfilm, uanset hvilket underlag den er lagt på.

Derfor betyder forskellen også mindre, end man skulle tro. Filmen vil få fine revner, blive klæbrig og til sidst revne efter omtrent samme forløb, uanset om den ligger på hud eller tekstil. At underlaget er læder, beskytter ikke belægningen.

Det, læderunderlaget ændrer, er underlagets levetid, når filmen er slidt væk, og hvordan produktet opfører sig strukturelt i mellemtiden: hvordan det tager en fold, holder formen og tåler syninger og belastning ved hjørnerne. Det er en reel forskel og den eneste vigtige her.

Hvis du køber laklæder, er spørgsmålet derfor ikke, hvordan du genkender ægte læder med øjet. Spørgsmålet er, hvad der er nedenunder, og det får du kun at vide ved at spørge.

Hvad laklæder er lavet af, og hvordan det fremstilles

En klargjort hud får flere lag overflademateriale, som hver især hærdes, før det næste påføres, indtil overfladen er helt forseglet og reflekterende. Filmen forbliver enten glat eller får bevidst en krøllet struktur, som i crinkle patent.

Fordi belægningen er sammenhængende, kan man ikke længere se læderets egen karakter. Narven skinner ikke igennem. Patina kan ikke opstå, for intet når fibrene.

Hvorfor det hedder patent leather

Navnet stammer fra begyndelsen af det nittende århundrede, da fremgangsmåden var ny. På datidens engelsk betød »patent«, at noget var en særlig fremgangsmåde, som ophavsmanden gjorde krav på. Betegnelsen blev hængende ved materialet, længe efter at processen blev almindelig.

Den version, der normalt får æren, blev udviklet i Newark, New Jersey, i 1818 af Seth Boyden. Han skabte finishen ved at påføre læder lak og tørre det på en bestemt måde. Det nævnes sjældnere, at navnet tilsyneladende ikke stammer fra nogen beskyttelse, Boyden selv havde.

Hvorfor laklæder bliver klistret

Det spørgsmål ender enhver ejer af laklæder med at stille, og der findes et reelt svar frem for de gætterier, man ofte møder.

To ting sker med filmen over tid.

Blødgørerne vandrer. Fleksible polymerfilm indeholder blødgørere, som holder dem smidige. Med årene bevæger de sig gradvist ud af filmen og op til overfladen, hvor de efterlader en klæbrig, let olieagtig rest. Derfor føles en gammel laktaske klistret, mens en ny ikke gør, og derfor vender klæbrigheden tilbage efter aftørring.

Filmen optager fugt og nedbrydes. Polyuretanfilm er sårbare over for høj luftfugtighed gennem lang tid, og varm, fugtig opbevaring fremskynder nedbrydningen betydeligt.

Det har to direkte konsekvenser og forklarer, hvorfor konservatorer opbevarer belagte materialer, som de gør. Lad aldrig to lakoverflader ligge mod hinanden, for de vil klæbe sammen og trække finishen af hinanden. Og opbevar produktet med ventilation, ikke lukket inde i plast, for indespærret fugt driver nedbrydningen.

Holdbarhed, revner og levetid

Den samme proces forklarer revner og misfarvning. Når filmen mister sine blødgørere, bliver den mindre fleksibel. En stivere film på et materiale, der bøjes, får først fine revner og derefter egentlige revner, altid først på de steder, der bøjes.

Laklæder er derfor en finish med begrænset levetid, ikke en finish, der varer evigt. Opbevares det køligt, tørt og med ventilation, kan det se nyt ud meget længe. Opbevares det varmt, fugtigt og presset mod andre overflader, bliver det klistret og revner derefter. Ingen af delene kan gøres om.

En ødelagt lakfilm kan ikke repareres. Den kan kun udskiftes.

Vand, vejr og slid

Belægningen er vandafvisende, og det er en reel fordel. Det er syningerne, sømmene og kanterne ikke, og vand, der trænger ind under filmen, kan ikke komme ud igen.

Varme er den større fjende. En varm bil og et solbeskinnet vindue er to sikre måder at få laklæder til at ældes hurtigt.

Rengøring og pleje af laklæder

Tør af med en blød, næsten tør, let fugtig klud. Brug intet slibende.
Tør straks efter med en ren, tør klud.
Ved klæbrighed kan en let aftørring fjerne resterne på overfladen, men de vil vende tilbage.
Genskab glansen med et produkt til lakoverflader eller en anelse glasrens på en klud, aldrig påført direkte.
Brug ikke læderplejemiddel eller olie. Olie gavner ikke en polymerfilm og kan blødgøre den eller gøre den uklar.
Opbevar produktet svøbt i en blød klud, ikke i plast, og aldrig i kontakt med en anden lakoverflade.

Er laklæder moderne?

Det går ind og ud af moden, som højglansmaterialer altid har gjort. Et mere nyttigt spørgsmål for køberen er, om produktet skal gemmes i lang tid. Lak har en begrænset levetid på en måde, som et velfremstillet, vegetabilsk garvet læderprodukt ikke har.

Lædertyper · Anilinlæder · Nappa-læder · Småkornet læder · Saffiano-læder · Læderpleje og olier · Patina på læder

Af Lunburg Master Artisans

Læs mere

Gyldenbrune færdigbehandlede myceliumplader ved siden af en lys høstet myceliumplade i en bakke på et laboratoriebord af rustfrit stål.

Svampelæder: Hvad det er, og hvor det reelt står

Et materiale, der dyrkes af mycelium og derefter presses og efterbehandles til plader. Det er ikke læder, og producenterne hævder heller ikke, at det er det.

Læs mere